Lineær økonomi
Tankegangen i den lineære økonomi, er den vi har kendt gennem mange år og er bagsiden af medaljen i forbrugssamfundet.
Udvinding af råvarer til fabrikation af varer, der bliver distribueret til forbrugeren, som bruger varen i kortere eller længere tid, for derefter at smide den ud til forbrænding eller deponi, så er varens liv slut og ingen andre kan få glæde af den, selvom den måske var velfungerende.
Den lineære økonomi kan også betegnes som brug-og-smid-væk kulturen.
Denne tankegang, vil vi gerne væk fra og over i den cirkulære økonomi, som er mere bæredygtig og mere langtidsholdbar.
Cirkulær økonomi
I den cirkulære økonomi, har vi fokus på, at alle varer, på den ene eller anden måde, kan bruges igen og mindsker forbrændings- og deponiaffald.
Går varen i stykker, kan man selv reparere eller få den repareret, så man fortsat kan anvende den.
Vil man ikke anvende den mere, kan man sørge for at den kommer til genbrug, f.eks. tøj, som en ny forbruger kan få glæde af, som det er.
Er varen gået i stykker og kan ikke repareres, er der måske dele af varen, der kan bruges i en ny fremstilling, eller til reparation af en anden vare, f.eks. en bil der er rustet op, men motoren kan bruges i en anden bil.
Er varen helt gået i stykker og ikke kan repareres eller anvendes til at reparere andet, så kan den måske knuses og anvendes i ny produktion, f.eks. en træreol, som kan blive til nye spånplader.